Kryds ikke Letbanen ved Den Glemte Vej!

Kære Mårsletter

Det er formentlig velkendt for de fleste, at Letbanens signalgivning i Mårslet, også kendt som tyfonering, blev indstillet for nylig efter massivt og langvarigt lokalt pres. Indtil da havde det døgnet rundt været en gene for store dele af byen, når toget passerede overskæringen øst for Mårslet Station med hornet i bund.

Selve overskæringen er blevet kraftigt afspærret for at undgå påkørsel af ulovligt krydsende personer – og det er en klar forudsætning for at tyfonering kan udelades. Trods forbedret afspærring kan vi konstatere, at flere fortsat forcerer hegn og afspærringer for at krydse banelegement. Lad mig gøre det helt klart: Det er en fuldstændigt uansvarlig adfærd: Man løber en risiko på egne vegne, man løber en risiko på togførerens vegne – og fortsætter de ulovlige krydsninger er der ikke tvivl om, at Letbanen igen vil tyfonere på alle tider af døgnet.

Vi henstiller til, at man lader fornuft og samfundssind råde og derfor krydser banen ved stationen eller i viadukten ved Ellesø. Det vil være helt ubærligt, hvis manglende lokal respekt for sikkerhed medfører at Letbanen igen begynder at tyfonere.

Mvh

Anders Kjær

Formand, Fællesrådet

Nyt om Beder-Bering vejen

Opstarten af Bering-Beder vejen skulle have været markeret med et 1. spa- destik arrangement, men det bliver desværre ikke til noget pga. Coronakrisen. Læs skrivelse fra projektleder Carsten Thomsen her og se trafikafvikling nedenfor.

Orientering fra Mårslet Vandværk

Bestyrelsen har valgt at annullere generalforsamlingen d. 24. marts 2020, grundet Corona situationen.

Såfremt der fra vore forbrugere er ønske om en senere afholdelse af generalforsamlingen i 2020 vil bestyrelsen i møde komme det.

Hvis der ikke fremkommer et ønske om en senere afholdelse af generalforsamlingen er bestyrelsen villige til at fortsætte arbejdet indtil generalforsamlingen 2021.

Regnskab for 2019, budget for 2020 og beretning vil blive fremlagt på Mårslet Vandværks hjemmeside.

Mvh.

Bestyrelsen for Mårslet Vandværk.

Orientering fra Mårslet Vandværk

Alle vandmålere  i Mårslet skal udskiftes.

Grunden til udskiftningen er at AURA, som før hjemtog målingerne fra målerne, ikke længere lovmæssigt må gøre det.

Derfor må vi nu lave vores eget netværk.

Vi kommer rundt til vore forbrugere uden forudgående varsel. Håber I tager godt imod os når vi kommer og ringer på døren.

Læs mere på vores hjemmeside